onsdag den 1. april 2009

'Den potente Ni'er'

Potent ni’er salat
En hel skålfuld spæde spinatblade
Rød peberfrugt skåret i strimler
En moden avocado, skåret i mundrette bidder
1 stor håndfuld cashewnødder

Dressing: Økologisk koldpresset ekstra jomfru olivenolie, friskpresset citronsaft med skal, lidt honning, et stort drys hybenpulver, lidt frisk chilli efter smag, salt og peber



Mange tænker sikkert på tilskud til gravide, når de hører om folinsyre også kaldet folsyre eller vitamin B9 – for en stor kampagne startede for mere end 20 år siden, hvor forskerne fandt ud af, at man kan forebygge rygmarvsbrok hos det lille foster, hvis en sund og rask vordene moder dagligt indtager 400 mikrogram B9 - helst 3 måneder før graviditeten starter og de første 3 måneder af svangerskabet. Men B9 er også uhyre vigtig for en veludviklet foster-hjerne – studier viser faktisk, at børn født af mødre med lave niveaer af B9, ofte har forsinket mental udvikling.

Så det kan ikke undre, at den potente Ni'er også er altafgørende for de voksnes hjerner og deres skarphed. Mangel på B9 sættes i forbindelse med stort set alle neurologiske og mentale problemer – fra depression og hukommelsesbesvær til indlæringsvanskeligheder og hyperaktivitet.

B9 har to ligeså potente holdkammerater – vitamin B6 og vitamin B12 – disse tre spiller hovedrollerne i en meget vigtig biokemisk process i kroppen, der kaldes for methylering. Methylering er en biokemisk process, hvor methylgrupper udveksles i et væk, så de biokemiskestoffer som f.eks. neurotransmittere kan dannes, omformes og afvæbnes og kroppens balance dermed opretholdes. Hver sekund foregår der ca. en billion af disse biokemiske methyleringsprocesser! (se 'Valnødder er hjernemad' her på bloggen for en forklaring på, hvad neurotransmitterne er for nogle størrelser).

En god måde, til at undersøge om man har nok af de potente B6, B9 og B12 vitaminer, er at få målt sit blods indhold af homocystein. Homocystein er en aminosyre, som vi danner i kroppen, når vi spiser proteiner, der indeholder aminosyren methionin. Under optimale forhold vil kroppen ved hjælp af B6, B9, B12 + B2 og zink omdanner homocystein til enten glutation eller til Sam e. Glutation er kroppens allerstærkeste antioxidant og Sam e en fantastisk doner af methylgrupper – men mere om det en anden gang. De er begge guf for din biokemiske balance!

Problemerne opstår, hvis du ikke har nok af de superpotente hjælpere – for så ophober du homocystein i kroppen og det kan være en vigtig faktor i udvikling af helbredsmæssige problemer som hjertekarsygdomme, depression, alzheimer, diabetes, cancer etc.

Så sørg for at få nok B-vitaminer og også zink hver dag!

Alle B-vitaminer er vandopløselige og påvirkes meget let af høje temperaturer, kogning og anden forarbejdning. Så spis hver dag gode portioner af friske uforarbejde fødevarer. Vandopløselige vitaminer optages let i kroppen – men udskilles også let, derfor er der meget ringe riskiko for ophobning i kroppen, men også et stort behov for at få dem tilført hver eneste evige dag! Da alle B-vitaminer samarbejder og skal være i balance med hinanden, er det en vigtig hovedregel altid at indtage B-vitamin complex piller og ved yderlige behov supplere med højere doser af de enkelte B-vitaminer.

Husk at fordøjelelsesproblemer, for lidt mavesyre, stress, for meget alkohol, rygning, p-pille indtag, stort indtag af forarbejdet mad blot er nogle faktorer, der stjæler B-vitaminerne fra din krop!

Mange forårshilsner
fra Mette og Christina

mandag den 9. marts 2009

Det grønne drys

Husk det grønne drys siger et gammelt husmoderråd, men hvad er det grønne drys egentlig, og hvordan husker man at få det spist?

Det grønne drys er grønne urter, friske som tørrede, krydderurter hakket så de er lige til at drysse over maden. Det smager fantastisk og urterne er sprængfyldt med de vigtige antioxidanter, som passer på vores krop og holder den sund og vital. Det er persille, salvie, rosmarin, basilikum, timian, brændenælde, mælkebøtteblade, rucula og mange flere.

Eksempler på krydderurternes egenskaber:
Basilikum er beroligende, skaber en harmonisk søvn, regulerer din fordøjelse og beskytter mod tarminfektioner.

Løvstikke smager fantastisk og er en overset urt i det danske hverdagskøkken, minder lidt om
persille. Den er urindrivende og fordøjelsesfremmende.

Persille kan forebygge blodmangel, da den er rig på c-vitamin, jern og calcium.

Salvie: Navnet betyder oprindeligt helbrede, hvilket kommer af dens mange gode lægelige egenskaber. Krydderurten har en gavnlig virkning på hele fordøjelsessystemet, desuden indeholder den østrogenlignende stoffer. Den er god mod gigt og har positiv indvirkning på livmoder, æggestokke, nyrer, nervesystem, stofskifte, fedme og sukkersyge.

Rosmarin styrker kredsløbet, fremmer fordøjelsen og har en gavnlig indvirkning på nervesystemet, den er en meget effektiv antioxidant, hæmmer kræftudvikling og hukommelsesvigt

Se dig om i din have, hvis du er så heldig at have sådan en, eller køb de små planter og stil dem i din vindueskarm eller på altanen. Opgaven lyder nu på at spise dem, inden de står kedelige og visne lige til at smide ud. Hver gang du går forbi, så snup et par blade og spis dem. I stedet for en kop te, så prøv med salvie og rosmarin overhældt med kogende vand. Skyl dem, hak dem og drys dem over dine grøntsager, dit æg, din avocadomad, din kartoffelmad. Du kan også lave en skøn pesto af dem og opbevare dem i køleskab flere dage.

Den klassiske italienske: basilikum, pinjekerner, økologisk koldpresset ekstra jomfru olivenolie, hvidløg, parmesan, citron - det hele blendes og smages til med salt og peber

Salviepesto: en håndfuld valnødder, en stor håndfuld salvie, stort skvæt olivenolie (1/2 dl), 1 spsk. Citron, 1/4 stort æble, lidt salt. Det hele blendes og smages til.

Pesto til påskelammet: Rosmarin, mandler, olivenolie, æble, hvidløg, lidt salt, lidt citron. Lav lammet og dyp lammekødet i den sødbitre pesto. Mums!

Spinatpesto: 250 gram grundigt vasket spinat kommes i kogende vand i ca 1 minut til det lige er blødt –tag det hurtigt op og lad det dryppe af. Derefter kommes spinaten i en blender med 3 fed hvidløg, 3 små stykker parmesanost, evt en halv chili (his man kan lide det stærkt, et stort stænk citronuniversal (presset citron og skal), et stort skvæt olivenolie, lidt cashewnødder og lidt urtesalt. Blend og server som sauce til diverse retter. Lidt rucula eller persille kan også kommes i.

God appetit

Christina og Mette

tirsdag den 10. februar 2009

valnødder er hjernemad

Har du nogensinde overvejet, hvor meget en valnød ligner en menneskehjerne? Den fine nød ligger beskyttet af et grønt lag tyk hud og inde bag denne hud finder man den hårde beskyttende skal, der må knækkes med stor kraft for at man kan komme ind til den bløde velsmagende og velskabte valnød – med de smukkeste buer og mønstre - omtrent formet som vores hjerne.

Måske er det et hint om, at valnødder er gode for hjernen? I hvert fald indeholder valnødder store mængder af de essentielle omega 3 og 6 fedtsyrer og de er vigtige for at holde din hjerne godt smurt, så den kan køre i optimal fart!

Valnødder indeholder også melatonin, som er en super stærk antioxidant, der beskytter nervecellerne i din hjerne mod frie radikaler - samtidig regulerer melatonin din søvnrytme og øger den vigtigte REM-søvn! En optimal hjernefunktion kræver god søvn!

Hjernen er egentlig et stort og meget finjusteret netværk af nerveceller, der konstant kommunikerer med hinanden. Nervecellerne består af en krop med mange dendritter – forestil dig nervecellen som et træ – hvor toppen af stammen er kroppen og grenene dendritter. Ned gennem træstammen løber axonet, der bærer nerveimpulsen i sig og fordeler sig i mange forgreninger - som træets rødder. Træets rødder kan sende en impuls videre til nervecellen ved siden af ved at røre ved et af trækronens grene – dvs. en af dendritterne. Men faktisk rører de to ikke altid helt hinanden – de er adskilt af en lille kløft, så træets rødder skal række ud over kløften med sit budskab. Budskabet bliver samlet op eller sendt ud i form af en neurotransmitter – en budbringer – som en lille fugl – og bliver modtaget i en receptor – en modtager på den anden side på én af træets 'dendrit'-grene.

Der er rimelig meget vedligeholdelse i dette komplicerede foretagende – for både rødder og grene med de flotte blade skal være sunde og spændstige og der skal være små fugle nok, der kan flyve over de millioner små kløfter.

Mon du kan se det hele for dig i miniatureudgave oppe i din hjerne – hvor du har cirka ligeså mange celler, som der er træer i amazonas og lige så mange forbindelser i mellem dem, som der er blade – 100 billioner træer! For slet ikke at tale om hvor mange fugle, der flyver rundt!

Er der noget at sige til, at der skal sund og levende mad til for at få næret alle disse træer og fugle ?!

Omsat i mad betyder det masser af grøntsager, gode proteinkilder, fuldkornsprodukter og sundt fedt bl.a. supernødden valnød;

Hjernegod frokost til dagens toppræstationer:

Et stykke surdejsrugbrød med avocado og citron.
Broccolisalat af dampede broccolibuketter (maximum tre minutter i vandet), rødløg, rød peberfrugt, varmrøget laks og med et ordenligt skud valnødder, overhældt med økologisk koldpresset ekstra jomfru olivenolie, citron, salt og peber og et stort drys frisk persille.

Medbring det hele, når du går ombord i dagen, så er du klar til hjernekamp.

Kærlig hilsen Mette og Christina

mandag den 26. januar 2009

Velkommen til Stentofts blog

Vi glæder os til at blogge om sundhed....går i luften meget snart