onsdag den 29. februar 2012

Til kamp for genindførelse af barselskrukken!



Før i tiden kom barselsbesøgende med en meget nyttig gave, en barselskrukke. En barselskrukke blev brugt til at bringe suppe til en kvinde, når hun havde barslet. En god og nærende suppe som anerkendelse af kvindens nylige præstation.
Vi vil gerne slå et slag for at få genindført barselkrukken – der er nemlig for lidt fokus på den nybagte moders og alle de ammende kvinders kost. Ingen tvivl om, at det er yderst vigtigt, at den gravide kvinde spiser en nærende og lødig kost, men også efter fødslen spiller ernæringen en nøglerolle. Gravide har som oftest tid nok til at lave sund og lækker mad til sig selv, men når den lille ny baby først er kommet ud af maven, bliver tiden knap – og moderen glemmer ofte sig selv og egne behov. Men det er faktisk af utrolig stor vigtighed, at den nybagte moder får en optimal næring – når hun skal til at producere den gyldne mælk, der skal nære hendes barn fuldt ud de næste 6 mdr.
Der skal ro til at amme, der skal hvile til at amme og der skal nærende mad til at kunne levere babyens livseleksir så god og næringsrig som mulig. Jeg tror, vi er mange, som kan blive enige om, at hospitalskøkkenerne ikke leverer varen, så hvem ville ikke drømme om et hjemmebagt rugbrød og en økologisk avokado, og føder man derhjemme, står man jo selv for alle de praktiske gøremål, og hvem ville så ikke drømme om at få besøg af venner og familie med fyldte barselskrukker i favnen.
I dag kommer vi på barselsbesøg for at se det skønne vidunder, vi har en fin gave med til den lille. Vi dikker og holder og kysser den lille, imens mor og far er i fuld sving med at brygge kaffe og bage kage. Men det må der laves om på. Rollerne skal sættes rigtigt i spil, så den nybagte moder kan blive i sengen og passe sin amning, mens gæsterne serverer deres medbragte mad for de nye forældre. Det duer nemlig slet ikke, at de nye forældre skal løbe rundt og servicere gæsterne og være dødtrætte bagefter, det kommer der i hvert fald ikke ammelivseleksir ud af. I gamle dage lå man én uge i barselsseng, så man kunne komme sig og lære sit lille nye barn at kende. Tænk at blive tvunget til det! Mettes mormor, som var landmandskone, beskrev det som den bedste tid – 8 gange lå hun der og gassede sig og resten af livet arbejdede hun fra morgen til aften med at lave mad til den store familie. De 8 gange, hun lå der, trådte familie og naboer til og styrede husholdningen.
Vi skal ønske os måltider i barselsgave - være så frække.
Vi skal give måltider i barselsgave - være så gavmilde.
Børnene skal nok få tøj på kroppen.
Efter en fødsel er vores lyst til mad orienteret mod kraftføde som koldskål med 1000 æggeblommer, chili con carne, laksebøffer, hvor cellefedtet driver, kyllingesuppe, nødder og rugbrød - sikkert så viseligt indrettet for der er nemlig brug for proteiner og sunde fedtstoffer, grønne grøntsager, frugt, lødige kulhydrater - alt sammen fyldt med vitaminer og mineraler til moderens restituering og babyens turbovækst.
Så - ammende moder - lyt til din lyst, drop tanker om slankekur og gem fedtforskrækkelsen væk – det gode cellefedt skal indtages hver dag i rigelige mængder – 2-3 spsk hørfrøolie samt masser af kværnede frø, mandler og valnødder. Olivenolie, økologisk friskkværnet smør og avokadoer. For nogle kan tilskud af GLA i form af kæmpenatlysolie og fiskeolie (kun de sikre uden dioxiner) være nødvendigt – se og mærk på din egen og babys hud, og du vil straks vide, om du får fedtstoffer nok. Husk at også hyppig infektion er symptom på mangel af de essentielle fedtsyrer.
Få rigeligt med protein fra det lyse kød; lam, kylling og kalkun – selvfølgelig helst i økokvalitet, fra fisk – både de fede og de magre og måske helst fra de små fisk længst nede i fødekæden, da de er mindst forurenede (altså – drop dåsetunen) og fra store gule økoæg. Og glem ikke de vegetabilske proteinkilder som bønner, linser, kikærter og kornet quinoa! Kog dem i store portioner og frys dem ned i små poser lige til at putte i supper, gryderetter eller kolde salater, således har du altid lidt kvalitetsprotein ved hånden! Hold derimod igen med mælkeprodukterne og osten, de kan give allergiproblemer hos baby – brug disse fødevarer efter mottoet 'lidt men godt' – og køb gerne af fåre eller gedemælk, hvis du kan lide det.
Få friske økogrøntsager i mange forskellige farver og et par skønne økofrugter hver dag. Sørg for at der altid er noget grønt – rucola, rødbedetoppe, mørke salater, lettuce, spinat, karse – der er et væld af muligheder – og glem ikke alle de skønne friske krydderurter. Alt det grønne indeholder blandt andet alfalinolensyre (omega 3), folinsyre og jern – alle nøgleingredienser både i graviditeten og i ammeperioden.
Hold dig til de hele korn og fuldkornsprodukterne – har du behov for kage, så bag en kage på blendede mandler, nødder, dadler og appelsin som Umahro så flot viser i sin kogebog “Køkkenrevolution på høje hæle”.
Spis velafbalancerede måltider også dine mellemmåltider – det vil sige – når du spiser et stykke frugt så suppler med mandler, valnødder, sesam. Spis et æg til dine gulerødder. Hvis du sørger for at dine måltider altid indeholder både protein, fedt og kulhydrat, så bliver du hurtigere mæt i længere tid og dit blodsukker påvirkes ikke så kraftigt. Lav små 'tag med poser', så du aldrig overraskes af ulidelig sult og styrter ind i bagerbutikken!
Og til slut må vi lige trykke ud gennem sidebenene; – smid sukkeret, det hvide mel, den hvide pasta og den hvide ris helt væk. Lad alkoholen, sodavanden og cigaretterne være og hvis overhovedet muligt så stop med kaffen – baby har så svært med at nedbryde koffeinet og det bringer dit eget blodsukker i uorden – kicket varer kun kort.
Selvfølgelig kræver det også masser af væske at producere rigelige mængder af ammeeleksir – så drik masser af vand og mælkefremmende urtete af bl.a. fennikel, anis og brændenælde. Lav kander med den tynde skræl fra økologiske citrusfrugter (dog ikke hvis du har et allergibarn) og put kanel-stænger, kardemommekerner eller ingefærskiver i. Indtag din daglige væske 'kælderkold' eller varm, da kolde drikke kan risikere at hæmme mælkeproduktionen.
Så frem med barselskrukkerne og giv dem i barselsgave fyldt med retter af ovenstående kvalitet. Er du selv gravid, så vis dine kære, familie og venner denne artikel og ønsk dig super ammemad i barselsgave.
Mette Stentoft og Christina Stentoft